Truende lægemangel er et landsproblem

Bornholm har længe været et område, der enten har haft lægemangel eller været truet af lægemangel. Men nu breder truslen sig også til de store byer.
1,8 millioner danskere har læge i et lægedækningstruet område. I hvert fald hvis man spørger Praktiserende Lægers Landsorganisation (PLO).

I en pressemeddelelse skriver PLO, at der pr. marts 2019 er ikke mindre end 1,8 millioner danskere tilknyttet en klinik i et lægedækningstruet område.

PLO har lavet et udtræk fra det, der hedder yderregisteret og ud fra det, kan det konstateres, at lægedækning ikke længere kun er et problem i Udkantsdanmark, men bestemt også et problem i landets største byer, blandt andet er både København, Frederiksberg og Esbjerg alle betegnet som lægedækningstruede områder.

Antallet af danskere berørt af manglen på praktiserende læger er eksploderet det seneste år. I en landsdækkende opgørelse fra begyndelsen af 2018, var antallet af patienter i lægedækningstruede områder næsten tre gange så lavt, idet 610.000 patienter var berørt af lægemangel.

Hovedårsagen hertil er, at både Frederiksberg og Københavns Kommuner i perioden er blevet betegnet som lægedækningstruede områder.

Den eksplosive vækst i antallet af danskere, der er berørt af manglen på praktiserende læger, betyder, at der er behov for at gøre noget.

PLO peger på, at der på den lange bane skal uddannes væsentligt flere speciallæger i almen medicin og på den korte bane skal regionerne tilbyde supplerende initiativer til at fastholde de praktiserende læger, der overvejer at stoppe.
Det kan for eksempel være seniorordninger.