Persson: Målingerne skræmmer mig ikke

En meningsmåling, foretaget af Jysk Analyse for TV 2/Bornholm, viser en tilbagegang for Dansk Folkeparti. Spidskandidaten tager dog målingen roligt.
Dansk Folkeparti på Bornholm står til en tilbagegang på 7,9 procentpoint i forhold til sidste folketingsvalg. Som det ser ud nu, står de til 12,0 procent af stemmerne, mens partiet ved valget i 2015 fik 19,9 procent af stemmerne.

Dermed ser spidskandidat Jess Christian Persson (DF) ud til at være et stykke fra et mandat.

- Den er jo ikke overvejende positiv, men jeg havde det lidt på fornemmelsen. Den følger jo lidt landstendensen og de målinger, der har været på det sidste, siger Jess Christian Persson (DF).

DF-politikeren tager nu målingen med ophøjet ro. Han er nemlig ikke klar til at opgive et sæde i Folketinget endnu.

- Jeg har ikke studeret tallene så meget, men jeg kan se umiddelbart, hvor de går hen ad. Men jeg vil ikke sige, det skræmmer os ikke synderligt meget. Vi er fortrøstningsfulde, vi er optimister og vi mener stadig det mandat er indenfor rækkevidde her på Bornholm, lyder det fra DF'eren.

- Vi sætter lidt flere plakater op.

Klarer sig dårligst på Bornholm
I modsætning til Dansk Folkeparti, så er Socialdemokratiet gået frem i den seneste måling med 4,4 procentpoint. Venstre er gået lidt tilbage med 0,5 procentpoint.
Faktisk står DF til den største tilbagegang af alle partierne her på øen. Dog vil Jess Christian Persson (DF) ikke lade sig påvirke af, hvordan de andre partier klarer sig.

- Jeg vil fokusere mine kræfter på Dansk Folkeparti. Det er det, vi altid gør. Vi står inde for vores politik, lyder det fra DF-kandidaten.