FV19 Færrest stemmer: Hellwing ikke overrasket

Kristendemokratiernes Jacob Hellwing er den bornholmske folketingskandidat, der har fået færrest personlige stemmer.
Med kun 15 personlige stemmer er Kristendemokraternes Jacob Hellwing den kandidat på Bornholm, færrest bornholmere har sat deres kryds ud for på stemmesedlen til folketingsvalget.

- Jeg tror, det handler rigtig meget om, at det er første gang, jeg stiller op herover. Til Regionsrådet stillede jeg også op, men der havde jeg en tilbagetrukken valgkamp. Så det var egentlig meget forventeligt kun at få ganske få stemmer - også når både Bjarne (Hartung Kirkegaard, red) og Niels (Chresten Andersen, red.) er så kendte på Bornholm, siger Jacob hellwing.

Få stemmer er også tendens på landsplan, hvor partiet ikke kom over spærregrænsen. Noget der overraskede Jacob Hellwing.

- Jeg tror, det overraskede alle i partiet. Vi havde troet, vi kunne komme ind i Vestjylland, siger han.

Han synes, det kunne være spændende med en regering over midten.

- KD er et midterparti, og det kunne være interessant at bakke om en regering med Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, siger Jacob Hellwing.

Til gengæld kan han glæde sig over et samlet godt resultat på Bornholm.

- Der er vi jo kommet over vores resultat til kommunalvalget, og det var også vores mål, siger han.

Hvad der nu skal ske for Jacob Hellwing i forhold til politik, har han endnu ikke besluttet sig for.