Politiet: Ulykken skete under indflyvning

Bornholms Politi bekræfter overfor TV 2/Bornholm, at styrtet skete under indflyvning til Bornholms Lufthavn. Politiet kender ikke tilstanden på de forulykkede personer.
Det var under indflyvning til Bornholms Lufthavn, at et lille sportsfly med en mand og en kvinde ramte et træ og derefter styrtede. Det oplyser Michael Schollert fra Bornholms Politi her til eftermiddag.

Der var to personer involveret i flystyrtet, en mand og en kvinde, og de er nu bragt til Bornholms Hospital. Deres tilstand kender Bornholms Politi ikke.

Flyet og ulykkesstedet er nu overdraget til havarikommissionen, der skal klarlægge, hvorfor flyet styrtede og hvad der præcist skete.

Tidligere i dag var Søndre Landevej ved Arnager lukket for gennemkørsel, men den er nu åben igen i begge kørselsretninger.

I forbindelse med ulykken var luftrummet over Bornholms Lufthavn lukket, men omkring 17.20 blev lukningen ophævet. Lukningen har dog betydet at flytrafikken til og fra Bornholm er blevet forsinket, da flyene under lukningen hverken kunne lette eller lande på Bornholm. Man kan holde sig opdateret på forsinkelser på bornholms-lufthavn.dk.