Søren Schow går ind i sagen om Snorrebakken

Sandheden skal frem, lyder det fra Venstres Søren Schow, der nu går ind i sagen om Snorrebakken. Han retter kritik mod forløbet og borgmesteren.
Søren Schow (V) tilslutter sig gruppen af kommunalpolitikere, der ønsker afklaring i sagen om Snorrebakken.

En sag, hvor Bornholms Regionskommunes administration har handlet ulovligt i forhold til udbudsloven og indhentningen af ekstramidler til byggeriet på Snorrebakken. Det slår en redegørelse fast.

- Jeg synes, at der efterhånden tegner sig et billede af, at vi må dybere i den her sag, fortæller Søren Schow, der er gruppeformand for Venstre i kommunalbestyrelsen.

Særligt undrer han sig over måden, hvorpå sagen er blevet grebet an - herunder borgmester Winni Grosbølls (S) håndtering af forløbet.

- Når vi spørger til, om alt er foregået efter bogen, så får vi at vide: Ja, det er det. Og det får vi gentagne gange, indtil der bliver dykket ned i det, hvor det så viser sig, at det ikke er foregået efter bogen. Og det synes jeg, er kritisabelt, siger Søren Schow og uddyber:

- I min position så er der faktisk kun én, jeg kan kritisere. Det er borgmesteren. Det er bormesteren, der er chef for det. Det er hende, der skal følge op på det. Hun skal sige til sin administration, at det skal foregå rigtigt, og det har hun ikke gjort, vurderer han og tilføjer:

- For at være helt ærlig, så virker det på mig som om, at det hele flyder rundt i øjeblikket.

Winni Grosbøll erkender, at det er hende som borgmester, der står til ansvar i sidste ende. Et ansvar hun står ved, selvom hun undrer sig over kritikken.

- Ja, der har været ting, der har flydt. Det har taget for lang tid, og der har været begået fejl. Vi er ved at samle op på det hele, der kommer sager frem, vi har fået eksterne til at afdække, hvad for nogle fejl det er, der er sket, og man retter ind administrativt. Så man kan også sige, at vi er ved at få styr på det, siger Winni Grosbøll.

Konsekvenserne af sagen kan man i følge Søren Schow ikke sige noget om, før man kender den til ende. Nu vil han bede om aktindsigt i forløbet.

- Det kan Søren Schow bare hente i morgen, hvis han har lyst til det. Papirerne har ligget og ventet på ham, siger Winni Grosbøll.

I ovenstående video kan du høre en uddybning fra henholdsvis Søren Schow og Winni Grosbøll.