Sommeren vender tilbage næste weekend

Mere sommerlige temperaturer vender sandsynligvis tilbage hen imod slutningen af ugen.
Der er mulige sommerdage i vente i slutningen af ugen. Det siger meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jesper Eriksen.

- Hvor mandagen bliver lidt et lavpunkt med kølige temperaturer og skyet vejr, kan vi få lokalt op til 25 grader, når vi rammer torsdag og fredag, siger Jesper Eriksen.

Generelt vil landet få temperaturer mellem 18 og 23 grader torsdag og fredag og sol, og dermed ser den "normale" danske sommer ud til at vende tilbage efter en del dage med køligere vejr.