Når solen skinner får Bornholm energi

Der er ikke meget energi at hente fra vindmøllerne i dag. Til gengæld bliver der produceret pænt med lokal solenergi.
Går man ind på Bornholms Energi og Forsynings hjemmeside i dag, så kan man se at den største energikilde i dag er solcellerne, der er stillet op flere steder på Bornholm.

Billedet ovenfor viser elforsyningen klokken 9 torsdag morgen.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel i dag, og det giver altså pote i form af solenergi. Bornholms samlede forbrug af el var klokken 9 på 39,6 Mw. Heraf bidrog solenergien med 14,9 Mw.

Vind er der til gengæld ikke meget af i dag. Vindenergien stod kun for 3,9 Mw.

Men alligevel - sådan en solbeskinnet dag på Bornholm er næsten halvdelen af det bornholmske forbrug dækket ind via sol og vind. Resten bliver importeret via søkablet.