Nordisk Lejr er i gang

I dag åbnede 4 Hs Nordisk Lejr 2019. 1000 unger fra Norden, og en håndfuld fra USA, er samlet i Østermarie.
Stemningen er høj i området omkring Østermariehallen. På Boldbanerne har 4H, børne- og unge organisationen, der her på øen nok er bedst kendt for at arrangere madskoler, nemlig inviteret 1000 unge til Nordisk Lejr. Et arrangement, der løber af stablen hvert andet år og på skift i de nordiske lande.

Men selvom der findes 1000 unge, så er det kun 30 af dem, der taler dansk. To af dem er Maja Brixtofte og Sussi Jensen, der allerede har det sjovt:

- Jeg har lært nogle nye at kende og lært noget norsk. Og så har jeg lært nogle nordmænd at snakke dansk, siger Maja Brixtofte.

Og nordmænd er der masser af på lejren. 850 af deltager er fra Norge, der har en anden tradition for 4H som del af unges liv også når de bliver ældre end madskole-alderen:

- Heldigvis er der kun en svensker med, så vi er ikke de mindste, griner Sussi Jensen og fortsætter:

- I går spillede vi en volleyballturnering mod nordmændene. Men da vi bagefter spurgte om vi skulle mixe holdene, så ville de alle være sammen med danskerne, siger Sussi Jensen, der især har glædet sig til at spille en masse volleyball.

Nordisk Lejr løber den kommende uge.