Spærret: Nysgerrige trodser forbud ved Arnager Bro

Fire mand knokler for at istandsætte broen ved Arnager havn. Trods forbud om at færdes på broen tripper nysgerrige sommergæster alligevel ud på de nye planker.
En kæde på tværs og et skilt med ordlyden "Spærret" er netop sat op ved broen ved Arnager havn. Årsagen er, at folk ikke respekterer en henstilling til, at man ikke må færdes på broen, som netop er ved at sættes i stand.

- Vi har fire brobisser, som arbejder ude på broen og de må stoppe deres arbejdsrytme hver eneste gang, at nogle turister og gæster begiver sig ud mod havnen, som ligger for enden af broen, fortæller Kirsten Juni.

Kirsten Juni er en del af projektet i Arnager, hvor de har søgt fonde til en istandsættelse af broen. En bro, som oprindelig blev bygget i 1884 og som er Nordeuropas længste træbro over havvand.

- Det er selvfølgelig dejligt, at folk er interesserede i arbejdet og i at nyde vores flotte bådehavn, men det er en arbejdsplads, og der må ikke være uvedkommende på en arbejdsplads. Desuden mangler hvert andet bræt, så det er altså ikke helt ufarligt at færdes derude, fortæller Kirsten Juni.

Broen har været lukket siden oktober 2018 og i Arnager håber man, at broen vil stå færdigbygget i sensommeren. Projektet kommer til at koste ca. 3,8 mio. kr.