Touren: Flad etape fra Nîmes til Nîmes

16. etape i Tour de France byder på en 177 km flad rute fra Nîmes til Nîmes.
Tour de France er gået ind i sin sidste uge. Feltet har oven på en hviledag i går sagt farvel til Pyrenæerne og sat kursen mod de afgørende slag i Alperne.

Dagens etape er en flad lækkerbisken på 177 kilometer for sprinterne. Mellem start og mål - begge i byen Nîmes - venter således kun en enkelt kategoriseret stigning, når feltet efter 96 kilometer skal forcerer kategori 4-stigningen Côte de Saint-Jean-du-Pin.

- Etapen i dag er på papiret sidste chance for sprinterne inden Paris. Meget afhænger dog af, hvor mange af dem der er kommet igennem Pyrenæerne - og hvilken tilstand de er i. Så måske vil nogle af de hold, der dominerede spurterne i første uge, sende folk i udbrud, skriver TV2's cykelekspert Chris Anker Sørensen om dagens etape.

Etapen starter klokken 13.15. Første rytter forventes over stregen 17.26.