EU forbyder torskefiskeri rundt om Bornholm

EU-kommissionen har truffet en hastebeslutning om at stoppe fiskeri resten af året rundt om Bornholm.
I tirsdagens beslutning hedder det, at man lukker torskefiskeriet i de områder, der kaldes 24, 25 og 26. Det vil sige i farvandet hele vejen rundt om Bornholm.

Thomas Thomsen, der er formand i Bornholm og Christiansøs Fiskeriforening, mener beslutningen er beklagelig.

- Jeg er skuffet over, at fiskeriet står alene. Det kommer til at få meget store socioøkonomiske konsekvenser, da fiskerne alene skal betale prisen.

Han mener desuden, det er at skyde gråspurve med kanoner, fordi det vil få en meget lille effekt at forbyde torskefiskeriet. Derudover mener han, at man skal gøre noget ved det egentlige problem, der er parasitterne fra gråsæler.

Thomas Thomsen vurderer at 60 bornholmske fartøjer bliver berørt at det nye forbud.