Grønbechs Hotel vender minus til plus

Kursen er vendt for Danmarks politiske hotel og vi er gået fra millionunderskud til overskud, fortæller hotellets ejer, Rasmus Nielsen.
Folkemødet. Netværksgrupper. Ferie- og familiehotel. Og Restaurant Vilhelm er de fire årsager til, at det gamle Grønbechs Hotel har vendt de seneste års underskud til et overskud.

- Vi er også hjulpet af øens synlige markedsføring nationalt og internationalt, som Destination Bornholm og nogle af vores gode kolleger i turistbranchen viser vejen med, siger hotelejer Rasmus Nielsen.

Efter at hotellet havde ligget i dvale i nogle år genåbnede Rasmus Nielsen stedet i 2015. Rasmus Nielsen ejer også Altinget.dk, som er en netavis med politiske nyheder og set i lyset af Folkemødets betydning og placering i Allinge, så har dette spillet en afgørende rolle for at genåbne hotellet.

- De lavere færgepriser med tilskud fra Folketinget får flere til øen, og det giver mere at lave for alle. Bornholm er på alles læber. Færgen er udsolgt. Sommerhusene er udsolgt. Hotellerne - spisestederne … ja, Bornholm er ganske enkelt udsolgt denne sommer, siger hotelmanager og køkkenchef Mathias Sejer Sørensen.

Hotellets belægning i juli ligger på 94%, hvilket reelt svarer til udsolgt. Sidste år var belægningen 79 og året før 59.

- Regnskabsåret sluttede 30. juni og vi kommer ud med en halv million kroner i overskud efter skat mod et millionunderskud sidste år, så kursen er vendt, slutter hotelejer Rasmus Nielsen.

Grønbechs Hotel er fra 1902 og har 23 værelser. Alle værelser er opkaldt efter danske statsministre.

Foto: Tidligere statsminister Poul Schlüter foran "sit" værelse på Grønbechs Hotel, august 2018.

På hjemmesiden ses et indslag i videoen fra 13. juni 2015.