Touren: Dagens etape ligger til Cort

- Hvis de får frie tøjler ligger dagens etape til Michael Valgren, Søren Kragh eller Magnus Cort, siger TV2's cykelekspert Chris Anker Sørensen.
Ovenpå gårsdagens styrt for Jacob Fuglsang kører feltet ufortrødent videre i dag kl. 12:25. En af dem, som burde have en chance for en etapesejr i dag er den bornholmske rytter, Magnus Cort.

- For mange ryttere er denne etape den sidste chance for at vinde en etape, medmindre du er bjergrytter eller sprinter, siger TV2's cykelekspert Chris Anker Sørensen og fremhæver Michael Matthews fra Team Sunweb som et bud på en vinder. Matthews sluttede som nr. 6 i går, men etapen kunne også være oplagt for tre danske ryttere.

- Det her er igen en etape, der ligger rigtig godt til Michael Valgren, men også til både Søren Kragh og Magnus Cort, hvis de har frie tøjler, siger Chris Anker Sørensen.

17. etape starter kl. 12:25 og første rytter forventes i mål kl. 17.25.