Utilfredshed blandt medarbejdere på Express 1

Medarbejderne om bord på Express 1 er ifølge TV 2/Bornholms oplysninger utilfredse med en række arbejdsforhold om bord.
Fejl i lønninger, fejl i vagtplaner og mangelfulde faciliteter.

Det er bare nogle af de kritisable forhold, der ifølge TV 2/Bornholms oplysninger har fået sindene i kog blandt medarbejderne på Express 1.

TV 2/Bornholm har været i kontakt med den faglige organisation CO-SEA, som har størstedelen af Bornholmslinjens ansatte organiseret under sig, og her bekræfter man, at der i øjeblikket verserer en vis utilfredshed om bord.

- Det, vi hører, er, at de ansatte generelt føler sig pressede af en masse ting. Både ift. arbejdsudstyr, arbejdsmiljø og fejlfulde vagtplaner, men derudover er flere også frustrerede over, at de ikke modtager den korrekte løn, fortæller Ole Philipsen, formand for Metal Maritime i CO-SEA.

Han tilføjer, at det især er problemer med lønnen, medarbejderne har henvendt sig til fagforeningen med.

- Der har været en masse bøvl med det i hele forløbet, og det er så nået til et punkt, hvor folk har mistet tålmodigheden.

TV 2/Bornholm følger sagen, og har du oplysninger om situationen, hører vi gerne fra dig på telefon 4239 3299.