Kulturen vil holde mere åbent om vinteren

En række af Bornholms attraktioner giver nu tankerne om ”Vinter-Bornholm” opbakning i form af ekstra arrangementer og endnu bedre åbningstider denne vinter.
Allerede nu er der masser af aktiviteter på kulturinstitutionerne og Bornholm er absolut også et besøg værd om vinteren. Men nu kan bornholmerne og turisterne desuden med en række nye initiativer fra kulturinstitutionerne være sikre på, at der er noget at komme efter, uanset hvornår de kommer og uanset vejret.

Bornholms Museum, Bornholms Kunstmuseum, Bornholms Teater, Svanekegaarden, biblioteker og Musikhuzet mv. holder allerede åbent vinteren over, men nu skrues der op for blusset når Hjorths Fabrik holder helårsåbent, kunstmuseet laver faste ugentlige omvisninger, NaturBornholm tager gæsterne på bisonture og Gaarden – Bornholms Madkulturhus holder søndagsåbent med workshops og kurser.


Vinter Bornholm - Faste tilbud på kulturinstitutionerne uge 43 til Påske:


Bornholms Museums afdelinger:

Hjorths Fabrik inkl. butik, værksteder med keramisk produktion og introduktion til håndværket og nye udstillinger af den bornholmske keramik.
- Åbner fra vinteren 2019-2020 for gæster året rundt.
Bornholms Museum i Sct. Mortensgade
Faste udstillinger, særudstillinger mv. året rundt.
- Foredrag hver lørdag kl. 12.00
Gaarden – Bornholms Madkulturhus
I Vinterperioden åbent hver søndag med madworkshop for familierne hvor der laves fx julebag, slagtes og tilberedes høns osv.
Derefter følger et kursus, der kræver tilmelding forud (fx brygning, surdejsbagning osv.).


Bornholms Kunstmuseum

Faste udstillinger, særudstillinger og åbent året rundt
- Hver torsdag kl. 14 i vinterperioden – introduktion til den bornholmske kunst. For børnene er der dyrejagt i kunstværkerne for de mindre og kunstquiz for de større børn.
NaturBornholm
Vinteren over: fast ugentlig to timers bisontur hver fredag kl. 14.00 med naturvejleder med mødested på Lindesbjerghus på Chr. X. Vej 2, 3720 Aakirkeby.


Desuden vil initiativet omfatte et meget aktivt vinterprogram på Svanekegaarden, Musikhuzet, Bornholms Theater, Bornholms Biblioteker, Bornholms Middelaldercenter såvel som kulturelle foreninger som fx Bornholms Musikforening.