Fokus på landbyer for kystbyernes skyld

Kommunen kan ikke støtte ønsket om et PitStop for cykelturister i Østerlars, hvor man føler sig lidt overset i forhold til øens kystbyer.
Et PitStop, hvor cykelturister kan pumpe og lappe deres cykler og få ladet deres mobiltelefon op - i tørvejr. Det ønske har Ralf Skovgaard fra Østerlars.

- Der kommer mange autocampere og cykelturister igennem Østerlars, men vi så gerne have, at de bliver i mindst fem minutter mere, siger Ralf Skovgaard, som også er bestyrelsesformand i den lokale Brugsforening.

Østerlars har allerede shelter, wc, bål- og legeplads, men den er lidt hemmelig - især for turisterne, som kommer ad Nybrovej, som er landevejen gennem byen.

- Ja, vi ville gerne skilte lidt bedre for shelterpladsen og vi vil også gerne kunne tilbyde autocampere et stik, så de kan holde her og få elektricitet - eventuelt natten over, siger Ralf Skovgaard.

Men de ønsker kan kommunen ikke opfylde, skriver borgmester Winni Grosbøll i en mail til Ralf Skovgaard:

- Jeg synes som sådan, at det er en fin ide at udvide antallet af ”service-steder” for cykelturisterne, men jeg må desværre melde ud, at Bornholms Regionskommune ikke har økonomi til at bidrage med et sådant tiltag og desværre heller ikke medarbejderressourcer til at bidrage med fondsansøgninger, skriver Winni Grosbøll(S).

Et sådan svar kan Jørgen Hammer godt genkende. Han er formand for de bornholmske borgerforeningers samvirke og aktiv i klyngesamarbejdet mellem byerne Aarsballe, Klemensker, Nyker og Rø.

- Jeg kan kun beklage, at kommunen ikke har råd til at støtte ønskerne i Østerlars. Det er et godt initiativ og vi har allerede - i samarbejde med kommunen - gang i et projekt, som hedder den grønne bølge, hvor vi skal fremme turismen inde på øen, men det projekt måtte kommunalbestyrelsen meget gerne udvide, så også Østerlars og andre kan være med, siger Jørgen Hammer.

Bornholms grønne bølge er et naturprojekt, hvor målet er, at skabe en sammenhængende forbindelse tværs gennem det centrale bornholmske landskab fra Hammerknuden i nord til Nexø og Dueodde i syd. Nordea-fonden støtter med 622.000 kr.

Et helt andet argument for, at kommunalbestyrelsen bør få øjnene op for turismetiltag i landbyerne er, at kystbyer er ved at være fyldte.

- Turister kommer i bil og der er ikke plads til og for ikke, at skabe så meget trængsel, t folk slet ikke gider komme, så må man sprede den ud på øen. En aflastning af kystbyerne burde være en strategi for Bornholm, slutter Jørgen Hammer.

Parkeringspladsen på Nybrovej 14 (tidligere OK Tank) ejes af Dagli'Brugsen i Østerlars. De har ikke råd til investeringerne i et PitStop.