Sådan spotter du om dit barn er på stoffer

Campus Bornholm har øget dets fokus på brugen af narkotika blandt eleverne. Men som forælder er der også nogle ting, man kan holde øje med.
Hos både politiet, kommunen og uddannelsesinstitutionerne er der lige nu et øget fokus på at dæmme op for brugen af narkotika blandt unge. Men myndighederne har brug for, at forældrene også holder øje med deres børn. Derfor kommer SSP-konsulenten, Dennis Lindholm Nielsen, med nogle gode råd til, hvad man som forældre kan gøre.

- Man kan først og fremmest sørge for at få talt med sine børn om det. Og hvis man på nogen måde er i tvivl om, hvad der foregår, så kan det være en rigtig god ide at spørge sine børn direkte, siger han.

Derudover er der særligt ét fysisk tegn, man som forældre kan holde øje med.

- Det er vigtigt at sige, at teenagere generelt er mere trætte end andre. Men søvnmønsteret kan alligevel være vigtigt at holde øje med. Hvis der bliver alt for meget behov for søvn, så kan det være en indikator på, at der er noget, der skal kigges nærmere på, uddyber Dennis Lindholm Nielsen.

I vores nyheder klokken 19.30 kan du høre, hvorfor Campus Bornholm har valgt at sætte endnu mere fokus på unges brug af narkotika. Det øgede fokus sker i samarbejde med Bornholms Politi.

Har man brug for yderligere rådgivning, kan man kontakte Ungerådgivningen eller SSP.