Kraftig vækst i salg af elcykler på Bornholm

Flere af øens cykelhandlere fortæller, at mindst halvdelen af de cykler de har solgt i 2019 er elcykler.
Den gamle havelåge er på vej på pension. Bornholmerne vil nemlig hellere cykle på elcykel.

- Lidt over halvdelen af vores salg i dag er el-cykler, siger Stefan Andersen fra Boss Cykler.

På få år er salget af elcykler steget voldsomt. Den melding kommer også fra Fri Bikeshop i Rønne.

- Det ekspanderer hele tiden. Det er helt vildt i øjeblikket. I år er det virkelig accelereret, siger Martin Nielsen, der ejer cykelbutikken på Snellemark i Rønne.

Ifølge brancheforeningen Danske Cykelhandlere stod salget af elcykler sidste år for 13-15 procent af det samlede salg på landsplan. Og selv om man endnu ikke har tal for salget af elcykler i år, så forventer man en stigning. Dog ikke så kraftig som det tegner til lokalt på Bornholm.

- Det er jo for det første fantastisk at høre. Helt så stor et procenttal hører vi ikke fra resten af landet, men det er helt klart, at det er et segment, der er i stigning, siger Thomas Johnsen, der er direktør i Danske Cykelhandlere.

Ifølge brancheforening og de lokale cykelhandlere, så skyldes stigningen blandt andet, at man nu kan få cykler i alle afskygninger med el og batteri. Og så er elcykler ikke længere noget, der fortrinsvis er forbeholdt ældre mennesker.

I videoen kan du se, hvor mange slags cykler, der i dag fås med elmotor.