Raketter satte sving i redningsmandskab

Bornholms Politi kontaktede i aftes Forsvaret, da der indgik anmeldelse om mulige nødraketter.
Kort før klokken 19 tirsdag modtog Forsvarets Redningscenter via politiet på Bornholm anmeldelse om observation af to nødraketter.

Det blev ud fra beskrivelsen vurderet, at der kunne være tale om nødraketter, og derfor blev Nexø Redningsstation bedt om at afsøge i området.

Redningsstationen, der tog ud på havet med Leopold Rosenfeldt, fandt ingen tegn på, at der var sket en søulykke, oplyses det i Forsvarets døgnrapport. Alarmen blev dermed afblæst.