Toft vinder enkeltstarten i Danmark Rundt

BHS-Almeborg Bornholms tempokonge fik et historisk resultat, da han vandt enkeltstarten på anden etape af PostNord Danmark Rundt.
Den hvide enkelstartshjelm sad som den skulle, da Martin Toft Madsen klokken 15:34 rullede ned ad start rampen til enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt. Og anden etape af den danske rundtur skulle vise sig at blive historisk.

Den 17 kilometer lange enkeltstart med start og mål i Grindsted var endnu et skud i bøssen for Martin Toft Madsen, der indtil nu i PostNord Danmark Rundt aldrig havde vundet løbets enkeltstart. I år var endnu et forsøg efter flere podieplaceringer – det bedste resultat en andenplads i 2017 i Randers.

Ved første mellemtid efter 8 kilometer satte Toft Madsen suverænt bedste tid. Han barberede 18 sekunder af den hidtil hurtigste mellemtid. Ude på ruten havde manden med startnummer 174 – Martin Toft Madsen – fænomenal fart i cyklen. Her fik han udstillet én af konkurrenterne, da han indhentede den rytter, som startede et minut før ham på enkeltstarten.

Toft tonsede derud ad på vej mod målstregen i Grindsted og til jubel og klapsalver passede tempospecialisten målstregen i ny bedste tid – 19 minutter og 35 sekunder. Dermed kunne den 34-årige rytter sætte sig til rette i ’hot seat’.

Og der blev Martin Toft Madsen så siddende. Tempomaskinens mellemtid blev slået af flere ryttere, men på målstregen i Grindsted kunne ingen hamle op med Toft Madsens tid.

Dermed kunne Martin Toft Madsen sikrer BHS-Almeborg Bornholm en historisk etapesejr i PostNord Danmark Rundt, da det i fjerde forsøg lykkedes ham at vinde løbets enkeltstart.

Nummer to kom ind ti sekunder efter Martin Toft Madsen og det var Rasmus Christian Quaade, der sidste år kørte for BHS-Almeborg.