4 måneders fængsel til 27-årig mand

Påvirket af stoffer, en stjålet bil og en stjålet nummerplade og intet kørekort. Den kombination gav i dag en 27-årig mand 4 måneders fængsel.
Tredje gang blev ikke lykkens gang for en 27 årig mand, som har kørt i stjålne biler, uden kørekort og påvirket af stoffer.

Den 23. maj og den 17. og 21. juni 2019 blev den 27-årige mand stoppet af politiet. Tredje gang blev sidste gang på landevejen i et stykke tid, for manden er i dag blevet frakendt retten til at have kørekort i tre år - og skal tilbringe de næste fire måneder i fængsel.

Den 27-årige mand havde en betinget dom fra tidligere, men om den har spillet ind i den nye fængselsdom, kunne Retten i Rønne ikke oplyse i dag.

Den 27-årige mand fra Aakirkeby udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke sagen eller ej.