Lisson kører sig i top-10 på kongeetape

BHS-Almeborg Bornholm kunne ikke kæmpe med om sejren på 3. etape af PostNord Danmark Rundt, men flere af holdets ryttere viste sig godt kørende. Christoffer Lisson kørte sig i top-10 i klassementet.
På PostNord Danmark Rundts kongeetape med den ikoniske bakke Kiddesvej i Vejle viste cykelholdet BHS-Almeborg Bornholm flot kørsel, hvor kaptajn Christoffer Lisson sluttede som bedst placerede rytter hos bornholmerne og kørte sig frem i klassementet.

Traditionen tro kom et udbrud afsted i begyndelsen af etapen. Her lykkedes det hverken Mathias Bregnhøj, der var på hjemmebane i Vejle, eller nogle af de andre BHS-Almeborg Bornholm-ryttere at komme afsted.

BHS-Almeborg Bornholm var dog alligevel synlige og sad i en periode forrest i feltet sammen med en række andre hold. Morgenudbruddet blev dog hentet med 42 kilometer til mål, og det begyndte så småt at trække op til en finale.

På første omgang i Vejle var det med flere af BHS-Almeborg-rytterne i front med favoritterne. Med 13 kilometer – på anden omgang på rundtrækningen i Vejle - fik Christoffer Lisson vind på snuden, da han sad helt forrest i favoritgruppen. BHS-Almeborg kaptajnen var inden etapen nummer 17 i klassementet.

En trio fik et hul til en større forfølgergruppe på omkring 30 mand, hvor BHS-Almeborg Bornholm var flot repræsenteret – både med Lisson, Bregnhøj og Mads Rahbek.

På sidste omgang på rundstrækningen var en seksmandsgruppe i front. Og her skulle vinderen vise sig at sidde. Lasse Norman Hansen kunne til sidst spurte sig til sejren i en højdramatisk finale, og dermed vandt han 3. etape.

De tre BHS-Almeborg-drenge kom i mål et halvt minut efter, hvor bedste mand for BHS-Almeborg Bornholm blev Christoffer Lisson, der sluttede på en 22. plads på etapen.

Med den flotte kørsel går Christoffer Lisson i top-10 i klassementet, hvor han nu med to etaper tilbage er 1 minut og otte sekunder efter løbets førende rytter, Niklas Larsen.