Færre grise slagtes, mens flere eksporteres

Antallet af slagtesvin falder, mens flere grise eksporteres. Og det kan få betydning for antallet af danske arbejdspladser.
Eksporten af levende smågrise fortsætter med at stige, mens antallet af slagtninger falder. Og det bør få alarmklokkerne til ar ringe, siger forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

- Produktion og eksport af smågrise er en god forretning for den enkelte griseproducent, mens produktion af slagtesvin er en god forretning for Danmark. Normalt siger man, at en million slagtesvin giver 1.000 danske arbejdspladser. Der er altså rigtige mange arbejdspladser på spil, når antallet af slagtesvin falder.

Antallet af slagtninger forventes at falde fra 18 til 16,8 millioner grise på landsplan. Det er det laveste niveau siden 1991.

Det store fald skyldes primært hedebølgen og tørken i 2018, samt den lave svinekødsnotering hos Danish Crown.

På Danish Crown i Rønne bliver der i gennemsnit slagtet 8.500 grise om ugen.