Peter Juel-Jensen: Bliv nu enige!

Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen opfordrer Molslinjen og Transportministeriet til hurtigst muligt at finde en løsning, der kan sikre en ordentlig komfort.
Efter dagens møde i trafikkontaktrådet, hvor også Molslinjen var med, mener Venstres folketingsmedlem, Peter Juel-Jensen, at transportministeriet og Molslinjen hurtigst muligt bør sætte sig sammen:

- Man har købt et produkt, man ikke kan måle kvaliteten af, så der må operatøren (Molslinjen, red.) og trafikkøberen (Transportministeriet, red.) lige gå i enerum og så blive enige omkring det, siger Peter Juel-Jensen.

Han mener ikke, at bornholmerne kan leve med, at parterne ikke har kunne finde en løsning på en model for, hvordan man skal måle komforten ombord på hurtigfærgerne:

- Det kan ikke være rigtigt, at vi som bornholmere skal leve med, at de ikke kan enes. Det går ud over den komfort, vi andre oplever og den regularitet, som skal være med til at sikre helårsarbejdspladser på Bornholm, siger Peter Juel-Jensen.

Derudover havde han håbet på, at Molslinjen allerede på mødet i dag havde sagt, at der blev monteret T-foils på de to hurtigfærger. Rederiet har sagt, at det skal bruge et par uger på at gennemlæse rapporten, før det vil sige, om der kommer T-foils eller ej.