Møgbeskidt løb i Vang næste weekend

Lørdag den 14. september finder Bornholms ubetinget mest møgbeskidte løb sted i Vang Stenbrud og nærmeste omegn.
Lørdag den 14. september 2019 fra kl. 12.00 og nogen timer frem har man mulighed for at selv at deltage i Dirt 2019 eller som tilskuer blot få et par sjove timer, når hundredevis af løbere kaster sig ud i et yderst strabadserende løb.

Det er kun for sjov, men deltagerne udsætter sig selv for at kravle under partisanpigtråd, løbe i klipper, kravle i mudder op til begge ører og sågar at udsætte sig selv for elektriske stød i det yderst underholdende løb. Det gælder ikke om at vinde, men om at være med og blot have det sjovt.

Mudderet kan koste sine ofre i form af mistede løbesko, der bliver trukket af foden og ned i mudderets dyb, eller man kan få revet sit tøj til ukendelighed på den pigtråd, der for eksempel er lagt ud ved de poster, hvor der kommandokravl. Dermed være sagt at man måske ikke skal tage sit nyeste løbeoutfit på. Og i de tidligere år, er mange af løberne set iført handsker, så man bedre kan få fat og ikke river hænderne til blods.

Ruten strækker sig som regel over omkring fire kilometer. Og synes man ikke man er i form til at løbe de fire kilometer, så gør det ikke noget. Det er såmænd også tilladt at gennemføre løbet i et mageligt gå- eller luntetempo.

Det er Tejn IF, der arrangerer løbet, og starten går som nævnt klokken 12 fra havnen I Vang. Det koster 125 kr. at deltage, men for børn under 12 år er det gratis at være med. Her er kravet dog at den unge er følge med en voksen.