Grillfest skal få folk til at spille tennis

Bornholmsmesterskaberne i tennis er begyndt, og i forbindelse med åbningskampen var der grillfest. Målet er at få flere til at få øjnene op for tennis.
I dag begyndte Bornholmsmesterskaberne i tennis. Åbningskampen startede klokken 17, men Bornholms Tennis Kreds havde sørget for, at tilskuerne ikke skulle være sultne, mens de så kampen.

Derfor havde de inviteret til en lille grillfest for at sparke mesterskaberne i gang. Selvom det altid er godt med en grillpølse, så var der et formål med at grille.

- Opmærksomheden på tennis her på Bornholm er ikke stor, så hvis vi kan så lidt folk til at komme og se kampen og være med til åbningsfesten, så kan det måske betyde flere medlemmer i klubberne, siger Thomas Jackson, formand for Bornholms Tennis Kreds.

Med til festlighederne var udviklingskonsulent fra Dansk Tennis Forbund Rasmus Rosendahl, og han synes godt om arrangementet.

- Sådan et her tiltag er med til at holde liv i kampen om at få flere til at spille tennis, siger Rasmus Rosendahl.

Hen over de næste tre dage bliver omkring 30 kampe spillet, og i alt 42 tennisspillere er med i mesterskaberne.