Swim Week fylder træningshold op

Der har været gratis svømmetræning i en uge i Rønne Svømmehal i forbindelse med Swim Week. Og det betyder nu fuld bookede hold på nær Aqua Fitness på dybt vand.
Uge 36 har budt på Swim Week i svømmehaller landet over. Og det har betydet gratis svømmetræning hele ugen. Formålet er at få flere voksne til at svømme.

I dag var sidste dag i Rønne Svømmehal, og her kan man nu melde udsolgt fem ud af seks træningshold for voksne. Der er kun pladser tilbage på Aqua Fitness på dybt vand. Det fortæller formand for svømmeskolen, Christina Mørup Sørensen.

Svømning har generelt været populært på Bornholm de senere år. Blandt andet på grund af den stigende interesse for triatlon og ironman. Således vurderer formanden, at halvdelen af de voksne på svømmeholdene svømmer som led i en triatlon eller ironman. Hør mere om det i videoen på hjemmesiden.