Kommuner får 2,2 mia. kr. mere til velfærd

Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere i 2020 til velfærd. Samtidig er der flere penge til byggeri, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde i Finansministeriet.
Kommuner får 2,2 milliarder kroner mere til velfærd. Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde i Finansministeriet, som netop er afviklet.

En del af de 2,2 milliarder kroner er, at det moderniserings- og effektiviseringsprogram - også kaldet omprioriteringsbidraget - der hvert år skar 0,5 milliarder kroner i kommunernes budgetter, er afskaffet. Dermed er der tale om 1,7 milliarder kroner i nye penge.

Samtidig er kommunernes budget til anlæg - byggeri - øget med 1,5 milliarder kroner.

- Det er en økonomisk aftale, der giver lidt mere rum til kommunerne. Der giver noget frihed, men vi må være ærlige og sige, at den ikke løser alle problemer. Der vil stadig være svære prioriteringer derude, og det er ikke nogen let opgave, at være borgmester. Det er et første skridt, siger Nicolai Wammen.

Formand for Kommunernes Landsforening, KL, Jacob Bundsgaard (S) siger i samme ombæring:

- Nu skal kommunerne lægge deres budgetter. De står med mange forskellige udfordringer. Så for nogle vil denne her aftale betyde, at de kan give et løft. For andre betyder den, at de holder skindet på næsen.

- Men dette her kommer ikke til i de fleste kommuner at betyde et løft.

De tunge forhandlinger er i år sket under et større tidspres, da valg og regeringsdannelse udskud starten på forhandlingerne med flere måneder.