Bornholmske børn skal udforske vand

Den nationale Naturvidenskabsfestival i uge 39 sætter i år fokus på grundlaget for alt liv på Jorden – vand.
Cirka 3.000 bornholmske skoleelever tager i uge 39 de naturvidenskabelige dykkerbriller på for at undersøge vandets verden. Vand er et ganske simpelt kemisk stof, der findes overalt, men vand er også et af de mest overraskende og fascinerende stoffer at undersøge nærmere.

Temaet for årets nationale Naturvidenskabsfestival er vandet og dets hemmeligheder. Og på Bornholm rummer vand som tema kubikmeter af muligheder for oplevelser med naturvidenskab: Børnene skal besøge naturgenopretninger og renseanlæg, der er workshops om vandets kredsløb, havdyr, brakvand, krible krable-dyr i vand og plastforurening, og temaugen kommer også til at berøre f.eks. bosætninger ved vand, musik i vand, og spiselige planter i vand.

Det er naturfagskoordinatoren for Skoletjenesten Bornholm, Ulla Didriksen, der koordinerer den bornholmske indsats, som udover skoler involverer, organisationer, formidlingsinstitutioner og erhverv:

- Uge 39 er jo ugen, hvor der fokuseres særligt på naturfag, og det er primært for at øge forståelsen for naturvidenskab og teknologi hos de mange elever, især i grundskolen, at vi kaster os ud i dette store arrangement, som Naturvidenskabsfestivalen jo er, siger hun.

3.000 deltagende elever svarer til tre ud af fire grundskoleelever på Bornholm.

Hen over hele ugen er der naturfaglige undervisningsforløb for alle skolealdre: NaturBornholm tager på vandhulssafari ved Aakirkeby, Bornholms Kunstmuseum viser vand-værker fra museet frem, Gaarden i Melsted tager eleverne ud til havet for at se om der findes noget spiseligt. Bornholms Energi & Forsyning inviterer på vandværksbesøg for at smage på rent vand, mens man i Vestermarie Kirke kan få svar på, hvorfor babyen får vand på hovedet under dåben.

Naturvidenskabsfestival arrangeres af Astra - det nationale naturfagscenter. Tanken med festivalen, som på landsplan inddrager over 150.000 børn og unge er at motivere dem til at udforske, forstå og forandre verden med science, siger programleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Pernille Vils Rasmussen:

- Festivalen giver eleverne tid til og mulighed for at fordybe sig. De kommer ud af lokalerne for at udforske verden omkring dem, gå nye veje og bruge naturvidenskab til at udvikle løsninger på ægte problemer, der findes i virkeligheden – vi ved, at det motiverer dem. Set i det store perspektiv vil vi gerne bidrage til at gøre børn og unge til kreative og kritiske samfundsborgere.