Turisme: Nu skal der gang i vinterøen

Penge fra Erhvervsstyrelsen skal være med til at fremme vinterturismen på Bornholm.
At Bornholm er noget særligt hele året, det ved bornholmerne. Men nu skal budskabet bredes ud. En række nye tiltag skal motivere øens gæster til at besøge Bornholm hele året, ikke mindst om vinteren.

Destination Bornholm har derfor ansøgt og fået penge fra Erhvervsstyrelsen til at arbejde med vinterturisme. Dermed er øens markedsføringsorganisation med til at understøtte en vigtig indsats, som bl.a øens kulturinstitutioner også er gået aktivt ind i.

- Vores ønske er, at endnu flere bakker op om en fælles indsats omkring at styrke vinteren,” og fortsætter: ”Vi er kommet langt som ø, men vi skal fortsætte den fælles indsats. Udvikling er noget vi driver sammen og får vi styrket vintermånederne, kan det betyde flere helårsjobs og en større omsætning på øen, siger Pernille Kofod Lydolph, der er direktør Destination Bornholm.

Blandt indsatsområderne er:

• En koordinerende og samlet indsats for at få flere vinteråbne virksomheder
• Fælles markedsføringstiltag med overnatningssteder og Bornholmslinjen, herunder en øget presseindsats med særlig fokus på vintermånederne

- Vi oplever en stor interesse fra både danske og udenlandske medier for at besøge Bornholm om vinteren, fortæller Helle Mogensen, der er presseansvarlig for Destination Bornholm.

Et eksempel herpå er at Destination Bornholm, i samarbejde med Visit Denmark Tyskland, har inviteret til en fælles tysk pressetur i december. En lang række medier herunder spændende medier som Welt am Sonntag og Nürnberger Nachrichten har allerede vist interesse for at komme til Bornholm for at opleve det øen byder på i vinterperioden, oplyses det.