Morten Riis stiller op til Hovedbestyrelsen

Morten Riis stiller op til Enhedslistens hovedbestyrelse, og han er ikke den eneste bornholmer på stemmesedlen.
I denne weekend holder Enhedslisten årsmøde, hvor de skal vælge en ny hovedbestyrelse.

På stemmesedlen er der to bornholmske medlemmer. Udover Morten Riis stiller Laura Kofod fra Rønne op. Hun er politisk konsulent i Rådet for Socialt Udsatte og har boet på Bornholm siden januar.

- Jeg stiller op til hovedbestyrelsen, fordi der er behov for, at Enhedslisten sætter hårdere ind for at vinde opbakning i landområderne, og samtidig udnytter vores styrkepositioner i de store byer til at mobilisere for bedre velfærd og en seriøs klimaindsats, siger Laura Kofod i en pressemeddelelse.

Ifølge Morten Riis er det vigtigt, at de lokale erfaringer tages med i Enhedslistens centrale arbejde.

- Det er lokalt, vi flytter hegnspæle inden for klima, velfærd, større medarbejderindflydelse og meget mere. Så det lokale og centrale partiarbejde må hænge bedre sammen, siger Morten Riis.

Årsmødet finder sted i Hafniahallen i Valby.