Flere færgepassagerer mærkes i turistbranchen

Der har været godt gang i efterårsferien på Bornholm. I hvert fald hvis man ser på antallet af passagerer, der er rejst til Bornholm. Og det er noget, der har kunnet mærkes ude på øen.
På Bornholms Middelaldercenter ser direktør Jane Lindedam tilbage på den nu forgangne efterårsferie med tilfredshed.

- Det er gået fantastisk. Vi har haft mange glade gæster, fortæller hun.

De mange glade gæster skyldes måske, at Bornholmslinjen har fragtet i omegnen af 4500 flere passagerer til og fra Bornholm sammenlignet med sidste år. Især ruten til og fra Sassnitz har været væsentligt mere booket.

Og netop tyskerne har også fyldt mere på Middelaldercenteret denne efterårsferie, sammenlignet med den forrige.

- Sidste år havde vi en procentsats på 0,7 tyskere i efterårsferien, og i år er det på 10,6, så det er vældig godt, siger Jane Lindedam.

De ekstra besøgende er også noget, man har kunnet mærke i sommerhusbranchen. Hos DanCenter Bornholm har man nemlig oplevet en fordobling i antallet af bookinger sammenlignet med uge 42 2018 - både hvad angår danske og tyske gæster.

- Jeg tror fortrinsvis, det skyldes de billige færgebilletter, men også at Bornholm er rigtig godt brandet lige for tiden, siger Claus Bornemann Carlsen, afdelingsleder, DanCenter Bornholm.

Middelaldercenterets direktør er enig i, at færgen har en vis fortjeneste.

- Men en anden del af det, tror jeg, er også, at ordet har spredt sig, og at vi har fået en masse gode anmeldelser på tysk, siger hun.

Du kan se mere til historien i vores nyhedsudsendelse kl. 19.30.