/artikel/madoasen-har-haft-succes-med-at-uddele-overskudsmad
Madoasen har haft succes med at uddele overskudsmad

Foto: TV 2/Bornholm

Stop Madspild Lokalt i Rønne rev sig for et halvt år siden løs og blev til Madoasen. De seks måneder har været succesfulde, lyder det fra foreningens kasserer - for der er kun kommet flere borgere til, som har brug for hjælp.
Af: Sofia Søborg Flittner-Nielsen

Et gebyr på 35 kroner. 

Dét var årsagen til, at folkene bag Stop Madspild i Rønne droppede det landsdækkende madspildskoncept for godt og vel seks måneder siden. I stedet oprettede de i maj en helt ny forening med navnet 'Madoasen i Rønne'. 

Og de seks måneder er gået over forventning, lyder det fra foreningens kasserer Karin True. 

- Det er faktisk gået rigtig godt [...] Vi har ikke mistet brugere, snarere tværtimod, forklarer hun til TV 2/Bornholm. 

Maden, som gives væk, er indsamlet fra flere af øens supermarkeder og madproducenter: 

Karin True nævner specifikt Bager Dam i Aakirkeby, de to brugser i Vestermarie og Hasle, de to Rema 1000'er i Rønne, Netto i Allinge samt de to Nettoer i Rønne. Derudover hentes der også mad fra Meny og Kvickly i Rønne

Madoasen i Rønne

Madoasens formål er nemlig præcis det samme som Stop Madspild; at samle overskudsmad fra forretninger for at kunne give det videre til borgere, der har behov for støtte. 

- Vi tager ikke stilling til, hvorfor folk har behov for støtte. Vi laver heller ikke kontrol, uddyber Karin True, der blandt andet nævner flygtninge, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, efterlønnere og pensionister som nogle af dem, der kommer forbi uddelingsstedet. 

Netop dét at kunne give en hjælpende hånd til dem, der har svært ved at få midlerne til at række, betyder meget for Karin True og resten af de frivillige. 

- Det betyder sindssygt meget, at andre har gavn af vores arbejde. 

Man kan hente mad fire gange om ugen. Det er mandag, onsdag, fredag og søndag fra klokken 15 og frem til, at der ikke er mere at udlevere i foreningens lokaler på Åvangsskolen. 

NYESTE
Download vores nye mobil app her